KLUB DANSEGLÆDE
Udgivet 21. september 2006

Den københavnske dansefest ‘Samsara Dance Club’ er alternativet til de mennesker, som bare gerne vil danse og feste – men ikke gider røg, fulde folk og ballade. LUXE testede stedet.

Klokken er lidt i otte, og de cirka 25 frivillige stiller sig hånd i hånd i en rundkreds. De skal lige tage en dyb indånding, inden de mange gæster får adgang til festen. De smiler store smil, mens Sten Ørting, arrangøren, giver en lille peptalk, der ender med fællesråbet ‘Sam-sa-ra’. Så kan festen begynde.

Det er lørdag aften, den ene lørdag i måneden, der er ‘Samsara Dance Club’ På en måde er det en sådan lidt orientalsk kliché med hvide roser i små vandbaljer, hvide lys, blomster langs væggene og et afslapningsrum med puder. Men jo flere mennesker, der dukker op, jo mere virker det perfekt med den indretning til den stemning. Det er en indretning og en fest, hvor det er helt i orden at have enten den lille sorte på eller flagrende, indiske rober, stiletter eller bare tæer. Eller for mændenes vedkommende, løse hørbukser og sandaler. Her er intet modepoliti, og alle er velkomne.

Samsara festerne begynder altid med en workshop, og denne aften er det ‘Tantra – vejen til harmoniske relationer’. Da gæsterne har fået smidt overtøjet og minglet lidt i en halv times tid, stiller to russiske kvinder, Stella ‘Store Bjørn’ og Irina Bjørnø, sig i midten af forsamlingen og forklarer, at der til aftenens workshop ikke skal tales alt for meget, tingene skal prøves på egen krop.

Dans med lukkede øjne
Temaet handler om at finde lykken og den eneste ene. Midlet til at nå dette er at danse, hvilket er heldigt, når det nu er en danseklub. De godt 150 mennesker, der står forsamlet på dansegulvet, lytter intenst, lukker øjnene og begynder at bevæge sig i takt til musikken og efter Store Bjørns instrukser.

»Rüste rüste rüste kroppen,« siger Irina Bjørnø. Bjørnø og Store Bjørn står på den lille scene og danser.

»I skal danse med lukkede øjne. I skal bruge den indre radio til at finde den eneste ene,« siger Irina.

Hun forklarer, at den dansende masse skal danse rundt, mærke hinandens energi og finde den person, det føles behageligt at danse med. Ved denne besked lyser en masse ansigter op i forventningens glæde – det er lidt en blanding af 5. klasses kyssefester og et fysisk kontaktbureau. Men det virker. Efter kort tid er det ikke til at se, om de par, der danser sammen, i virkeligheden ER kærestepar, eller om de lige har fundet hinanden. En pige får tårer i øjnene og må gå fra dansegulvet, mens andre sender salige smil til den nyfundne partner – der ganske vist ikke kan se det med lukkede øjne. Sådan fortsætter workshoppen – danse rundt, finde en partner, sige farvel til partner, danse videre. Et par mænd har smidt trøjerne, så der er fuldt udsyn til tatoveringer, kropshår og svedperler. Men der er også hamrende varmt i lokalet. Det er måske også derfor, at der faktisk er mere salg i kildevand end alkohol i baren.

Seancen tager omkring en times tid, og herefter er der almindeligt diskotek og fest. Om det er eftervirkningerne af workshoppen eller bare den generelle stemning er ikke til at sige, men det er næsten umuligt at føle sig alene til festen. Øjenkontakt skabes hele tiden, men i modsætning til dagligdagen, kvitteres der rent faktisk med et smil. Langt størstedelen af gæsterne går på dansegulvet, hvor de danser videre til de runde technotoner. Det er jo en dansefest. En god del gæster går dog også ud for at ryge og for at svede af. Og som det ofte er tilfældet, udvikler ”rygepladsen” sig også til en lille fest, hvor man både kan snakke og få pusten igen inden man skal ind og danse videre. Med mindre de tager plads i lokalets lille chai-rum.

Ja, hele arrangementet er lidt new-ageagtigt. Men det er okay – for det er jo i grunden ret lækkert at være i et røgfrit lokale, hvor mennesker rent faktisk smiler, og øjenkontakt ikke er første skridt til en vissen scorebemærkning.

Af Maria Hølbing Heininge